På min bachelor var projektarbejde ikke særlig udbredt, hvorfor denne form er relativ ny for mig. Ligesom jeg heller ikke før har beskæftiget mig med problembaseret læring. Det har derfor været både med begejstring og sepsis, at jeg ”pludselig” skulle beskæftige mig med denne form for læringsforløb. Det skulle dog vise sig at være enormt givende – både i relation til mine gruppekammerater, men i den grad også for mit eget vedkommende.

Særligt fandt jeg at disse forløb var givende:

 

Feedback på min forståelsesramme

Som jeg vidst har nævnt tidligere, har jeg en særlig interesse for krisekommunikation. Af netop den årsag var jeg svært begejstret, da vi i gruppen besluttede os for at skrive projekt indenfor dette kommunikative område. Herved fik jeg muligheden for at benytte den teori, jeg havde lært mig i forbindelse med mit bachelorprojekt, men samtidig benytte en anden vinkel.

Jeg besluttede mig meget hurtigt for, at jeg ville benytte lejligheden til at få noget konkret og konstruktiv kritik på nogle af mine personlige antagelser, og gav derfor en del af teoriafsnittet til både vores vejleder og til de øvrige gruppemedlemmer. I teoriafsnittet pointerede jeg at en krise kan anses som værende ”en dynamisk og kompleks proces med en række forskellige aktører, der alle fungerer som både afsendere og modtagere, og derved alle har forbindelse til hinanden” og at krisekommunikation kan opfattes som ”aktive handlinger foretaget af aktørerne”, men vejleder spurgte igen og igen, om der ikke kunne være andre, mere kognitive, opfattelser og tilgange? Umiddelbart kunne jeg ikke se udover mine egne antagelser, hvorfor svaret blev ved at kredse om disse. Jeg gik derfor hjem læste på de to videnskabsteorier, vi benyttede os af i projektet, hermeneutikken og socialkonstruktivismen, og fandt frem til at både socialkonstruktivismen og hermeneutikken rent faktisk knytter sig til diskurs. Dette værende i form af de antagelser, der forekommer i samfundet og idet vi, som mennesker, benytter os af vores egne forforståelse i opfattelsen af for eksempel en krise. Ydermere ligger framing også tæt op af hermeneutikken, idet framingen af en krise er med til at påvirke forståelsen eller opfattelsen af en krise. Interessant, ikke?

 

Med denne nye viden, begyndte jeg igen at skrive på mit teoriafsnit. Dette resulterede i en helt ny tilgang til projektet og en langt mere dybdegående analysedel. Men vigtigst af alt: Jeg formåede at bygge videre på den viden, jeg i forvejen besad, ligesom jeg formåede at skabe bro mellem tidligere viden og de fag, jeg har på mit kandidatstudie.

 

Udarbejdelse af diskussion

Som nævnt tidligere bestod vores gruppe af fire personer med vidt forskellige interesseområder, hvilket til tider kunne give såvel store som interessante udfordringer projektskrivningen. Dette gjorde sig også gældende i udarbejdelsen af projektets diskussion, hvor der på det nærmeste opstod en heftig debat om indhold såvel som fremgangsmåde. Efter et stykke tid med mange forskellige meninger og ideer, blev vi enige om, at det var på tide at optimerer processen. Vi besluttede os derfor for at lave en liste med alle vores forslag, hvorefter vi hver især kort gennemgik vores punkter og til sidst udvalgte netop de punkter og den vinkel, der passede selve analysen bedst – og hvor det faldt alle naturligt ind at stille kritiske spørgsmål til såvel fremgangsmåde som teori. Med denne løsning lykkedes det os at udarbejde en diskussion, vi alle kunne stå indenfor, og som matchede projektets analyseafsnit rigtigt fint.

 

Dette forløb var meget interessant og øjenåbenende for mig som person og som gruppemedlem. Jeg lærte, at det somme tider er nødvendigt at lade ting tage den ting, de skal tage. Men denne episode var også første gang, jeg egentlig forstod, hvad det ville sige at arbejde sammen som gruppe, og hvad det vil sige at være mere fokuseret på processen end produktet. Det er en ting, jeg vil tage med mig til næste projektskrivning; vær mere åben for ideer; brug dine medstuderende; vær kritisk og refleksiv.